Fire pragtmål gav endnu en Grevesejr

Category: Senior - Elite 15

Taastrup og Greve gav hinanden og publikum en helt igennem fantastisk kamp fredag aften i Taastrup idrætspark.

Greve vandt 4-2 og det var så ganske fortjent, selvom folk med Grevesympatier på intet tidspunkt kunne føle sig sikker på noget som helst, da Taastrup ikke havde tænkt på overgivelse uden kamp og var hypergiftige på deres omstillinger.

At Greve så har en Patrik Jensen (foto), der i øjeblikket er knivskarp i de fleste af spillets facetter, er uvurderligt.
Patrik var atter indblandet i tre af Greve´s mål, hvoraf han selv scorede de to fra lang afstand og efter en genial stikning fra Fillip Bidstrup, fandt ”fodboldtvillingen” Rasmus Vibe inde foran mål i den tredje situation.

Men i kronologisk rækkefølge kom Greve foran efter godt ti minutter da hjemmeholdets Daniel Marcussen, der i efterårssæsonen var et halvt år i Greve, jokkede i bolden og serverede den for fødderne af Patrik Jensen, der med lethed kunne sparke over Taastrupkeeperen, der var kommet for langt ud af målet.

Midtvejs i halvlegen udligning af Taastrup, men blot fem minutter senere bragte Rasmus Vibe atter Greve foran.

Få minutter før pausen skete det, der så ikke måtte ske da Taastrup igen udlignede til 2-2 og det lignede lidt en ”øv-pause” Greve nu skulle ind til.

”Øv-pause blev dog i halvlegens absolut sidste minut afløst af ”juhuu-pause”, da Nicolai Clausen havde taget turen med frem fra sin backposition og hamrede bolden ind fra lang afstand til endnu en Greveføring.

Efter pausen blev Grevedominansen større endnu og selvom hjemmeholdet måske med rette kunne føle sig snydt for et straffespark, kom halvlegens eneste mål fra Patrik Jensen.
Han modtog bolden midt på Taastrup´s banehalvdel, men ingen blå/hvide var umiddelbart spilbare, og bedst som man ventede på, at Jensen ville gøre forsøget på afdribling af tre forsvarsspillere, sparkede han den i stedet knaldhårdt op i målhjørnet uden chance for keeperen fra en position langt uden for straffesparksfeltet.

Greve foran med 4-2 og derved blev det.

Lørdag smuttede Greve så atter op på 2. pladsen da Roskilde KFUM ude mod FC Sønderborg måtte nøjes med 2-2, og nu er to point efter Greve.

 

 

 

Kommentarer:

Kommentar

Related Articles