Tommy Møller skal have million-erstatning af HB Køge

Category: Klubber, Senior - Elite, Træner 3

tommymnielsen400Mere end to års opslidende kamp i retssystemet i striden med HB Køge, er nu slut for den tidligere Cheftræner Tommy Møller Nielsen. Onsdag fik Tommy Møller Byrettens ord for at han har krav på godt 1,1 million kroner fra HB Køge.

Tommy Møller Nielsen (søn af tidl. Landstræner Richard Møller Nielsen) fik onsdag medhold ved Byretten i Roskilde i sin årelange strid med HB Køge. Retten har nu givet Tommy medhold i at HB Køge, med daværende sportsdirektør Per Rud i spidsen, handlede i strid med reglerne, da klubben fyrede Tommy Møller tilbage i september 2012.

Dommen er, ifølge Ekstra Bladet, en voldsom begmand til Per Rud, der nu er sportsdirektør hos Brøndby. Med Rud i spidsen har klubben nemlig hele tiden hævdet at Møller Nielsen blot havde krav på 3 måneders løn efter opsigelsen af kontrakten i utide, mens Tommy Møller selv har stået fast på at han skulle have løn i kontraktens løbetid eller til han fandt et andet trænerjob.
Dette fik Tommy Møller altså rettens ord for onsdag 8. oktober 2014.

 

Personlig oprejsning til Tommy Møller
For Tommy Møller Nielsen er der samtidig tale om en personlig sejr over Brøndby-sportsdirektører Per Rud, der igennem retsforløbet har holdt fast i, at hans tidligere medarbejder kunne fyres efter funktionærlovens regler.
Parterne har siden afskeden i HB Køge haft et særdeles anstrengt forhold. Efter fyringen udtalte Per Rud bl.a. at Tommy Møller Nielsen aldrig burde være ansat i HB Køge.

“Per Rud kom frem med nogle meget ubehagelige og virkeligt sårende bemærkninger om mig i pressen. Det gjorde ekstremt ondt. Det var så ondt sagt, som noget overhovedet kunne være”, har Tommy Møller Nielsen tidligere udtalt i forbindelse med sagen.

Med onsdagens sejr kan Tommy Møller Nielsen nu se frem til en gevinst på lidt over en million kroner. En stor triumf i et år, hvor retssagen har slidt på træneren, der desuden i februar mistede sin far: Richard Møller Nielsen, til kræften.

“Det har været en hård tid. Både med det ene og andet. Det har fyldt meget, så det er dejligt at få det ud af verden”, forlyder det fra Tommy Møller Nielsen.

“Jeg har hele tiden troet på at vi havde en god sag. For mig har det også været et økonomisk spørgsmål, da jeg ikke har fået løn i meget lang tid. Det er dejligt at se at retssystemet virker”, har Tommy Møller blandt andet udtalt til Ekstra Bladet.

 

Per Rud og HB Køge yderst fåmeldte
I modsatte lejr er der ikke den helt store lyst til at udtale sig om rettens afgørelse til fordel for den tidligere Cheftræner.

Per Rud skubber alt ansvar fra sig og har ifølge bt.dk blot følgende kommentar til afgørelsen:
“Det tilkommer ikke mig. Det er en sag mellem HB Køge og Tommy Møller Nielsen”, lyder den korte kommentar fra Per Rud, der nu er sportsdirektør hos Brøndby.

Hos HB Køge skal afgørelsen lige fordøjes før der herfra kommer de store udmeldinger i sagen. I en kort pressemeddelse forlyder det således fra Adm. direktør Peter Frank:

“HB Køge A/S har noteret byrettens vurdering af sagen. Klubben vil efter modtagelsen af dommen nøje gennemgå denne med henblik på, om sagen ønskes prøvet i Østre Landsret med henblik på landsrettens vurdering af, om der er tale om en funktionæransættelse i lighed med øvrige ansættelser i klubben.”

Om HB Køge vælger at betale Tommy Møller Nielsen, eller om sagen indbringes for landsretten og dermed trækkes yderligere i langdrag, står fortsat hen i det uvisse.

 

 

 

 

Kommentarer:

Kommentar

Related Articles