U/16-landsholdsspiller skriver med HB Køge

Category: Ungdom - Elite 4 0

HB Køge har skrevet kontrakt med U/17 Ligaholdets talentfulde angriber Rasmus Hansen, der er en del af U/16-landsholdet bruttotrup. Den hurtige angriber glæder sig over kontrakten og ser frem til at flytte ind på Dreist Fodboldakademi i Herfølge.

 

“Jeg er glad for, at have skrevet kontrakt med HB Køge. Det er en fantastisk klub at udvikle sig i – både personligt og som fodboldspiller, da omgivelserne er utroligt gode. Jeg glæder mig til at flytte ind på Dreist Fodboldakademi, hvor jeg får mulighed for at arbejde med de ting der skal arbejdes med, ligesom jeg kan træne flere gange end jeg plejer, og derfor er jeg glad for at se min fremtid i HB Køge”, fortæller Rasmus Hansen i forbindelse med kontraktunderskrivelsen.

 

Hos HB Køge glæder sportsdirektør Per Rud sig over at endnu et af klubbens unge talenter er kommet på kontrakt.

 

“Vi arbejder benhårdt på at uddanne vores egne spillere til førsteholdet, og jeg er sikker på at Rasmus er en af dem, der kan gå hele vejen. Som angriber er han dejlig aggressiv i sit spil, hurtig og god til at true modstandernes bagkæde med nogle gode løb. Som alle andre unge spillere har Rasmus nogle ting der skal arbejdes med, og der kan vi med Dreist Akademiets morgentræning tilbyde ham optimale rammer til at udvikle sit talent”, siger sportsdirektøren.

 

Rasmus Hansen har som alle andre unge fodboldspillere store drømme om hvor langt talentet rækker, men for Rasmus Hansen handler det ikke i øjeblikket om store udenlandske klubber.

 

“Man må se hvor man står lige nu, og så sætte nogle store, men realistiske mål. Mine nuværende ambitioner går på inden længe at få nogle reserveholdskampe, og en anden ambition er, at arbejde hårdt nok og være fokuseret på min udvikling og de ting jeg skal arbejde med, så jeg en dag kommer på til at spille på Superligaholdet i HB Køge som er det jeg arbejder og går efter”.

 

16-årige Rasmus Hansen går til daglig i 9. klasse på Hastrupskolen i Køge og starter efter sommerferien på Køge Handelsskole.

 

Kilde: hbkoge.dk

Kommentarer:

Kommentar

Related Articles

Add Comment