Brøndby IF og Spillerforeningen er gået ind i de sidste forhandlinger om en afdragsordning af de penge, klubben skylder 63 spillere i den såkaldte feriepenge-sag.
Spillerforeningen stiller dog krav om, at Brøndby stiller sikkerhed for 38 millioner kroner, hvis de skal gå med til en sådan ordning. Det skriver Ekstra Bladet, der også skriver, at der måske kan blive tale om at give Spillerforeningen pant i Brøndby Gymnasium, der er ved at blive solgt til Brøndby Kommune.
Da dommen faldt i efteråret, blev det gjort op, at Brøndby skyldte 24-25 millioner kroner, men mens Brøndby har arbejdet på at få henstand er der løbet flere renter til, og derfor skulle klubben nu også have opgivet at få henstand og i stedet accepteret, at der bliver tale om en form for afdragsordning.
Brøndby sikrede sig i fredag en aftale med klubbens medarbejdere, der låner klubben 75 procent af januar-lønnen for at være med til at redde klubbens eksistens.
Kilde: Tipsbladet.dk
0 kommentarer