Et af Brøndbys største og mest lysende talenter hedder Rezan Corlu. Han er blot 16 år, men imponerer stort for både klub og landshold. I øjeblikket tørner han ud for det danske U17-landshold, hvor han bomber løs.
12 mål i 20 landskampe er det blevet for det offensive stortalent, der i øjeblikket har ni måneder tilbage af sin kontrakt med Brøndby. På Vestegnen har man mistet flere spillere i netop Corlus alder til udenlandske storklubber, og det er nærliggende at se på en Pierre-Emile Højbjerg, Andreas Christensen, Patrick Olsen og Markus Bay, Brøndby mistede til henholdsvis Bayern München, Chelsea, Inter og Ajax.
Brøndby er derfor opsat på ikke at miste endnu et talent, og de ligger da også i forhandlinger med Corlu, afslører hans bror Azad Corlu, der sammen med Michael Johansen er rådgiver for stortalentet.
“Vi forhandler med Brøndby omkring en forlængelse nu. Der har dog også været noget interesse fra udlandet, så det hele er lidt spændende”, siger han til Onside.dk.
Storklubber som Hamburger SV og Galatasaray har begge henvendt sig vedrørende stortalentet, men selvom de store klubber kan spille med nogle økonomiske muskler, Brøndby har svært ved at matche, så ligger en Brøndby-forlængelse lige til højrebenet.
“Vi er i en positiv dialog med Brøndby. Der mangler bare lige det sidste, så en Brøndby-forlængelse er slet ikke udelukket. Vores familie har jo altid været en rigtig Brøndby IF-familie”, siger han og fortsætter.
“Min bror er rigtig glad for Brøndby. Især nu hvor Thomas Frank er blevet træner. Men omvendt så har hans succes med landsholdet også skabt interesse fra udenlandske klubber. Men vi forhandler med en klub lige nu, og det er Brøndby”, siger han.
Det vigtigste for det store Brøndby-talent er, at det der loves og bliver holdt, for storebror og rådgiver Azad Corlu ønsker nemlig ikke, at lillebror skal gennemgå det samme, som han gjorde, da han kom op gennem ungdomsrækkerne på Vestegnen.
“De har lagt en plan og selvfølgelig sagt, at de tror meget på ham. Vi skal bare være sikre på, at det der bliver sagt også passer 100 procent. Det var problemet med mig nemlig. Der blev lovet en del, som ikke blev holdt. Men jeg tror på min bror. Og min bror er heldig, at Thomas Frank er træner for BIF”, siger han.
Rezan Corlu, der både kan spille kant og angriber, træner til dagligt med både Brøndbys U17 og U19-hold.
0 kommentarer