Efter den forfærdelige sæson sidste år skulle Brøndby forsøge at tage første skridt mod en genrejsning af klubben, da sæsonens første kamp, søndag, løb af stablen hjemme mod FC Vestsjælland.
En sitrende Brøndby Stadion og 18.770 tilskuere kunne byde velkommen til træner Thomas Frank samt debutanterne Lukas Hradecky, Martin Ørnskov og unge Andrew Hjulsager. De to sidste skulle få en central rolle.
Som træner Frank havde erklæret inden kampen, kom Brøndby tordnende ud fra spillertunnellen. Hjemmeholdet leverede aggressivitet og hurtigt tempo.
Nogle minutter før pausen kom Brøndby i front. Midtbanespilleren Martin Ørnskov sendte en lang bold i dybden. Den opsnappede Andrew Hjulsager, som elegant løftede bolden over målmand Thomas Mikkelsen, der var kommet på mellemhånd.
I anden halvleg var det Brøndby, der fortsatte med at tilspille sig chancer. Efter godt en time fik det FCV til at skifte dobbelt ud, og det betød debut til Jan Kristiansen på sin gamle hjemmebane, der kvitterede med pibekoncert.
Om udskiftninger var årsagen skal ikke kunne siges, men bare få minutter efter udlignede Vestsjælland. Hradecky fik ikke fat i Oliver Lunds indlæg, og så kunne debutanten Dennis Sørensen pande bolden i nettet ved bagerste stolpe.
Brøndby stillede med et historisk ungt hold med en gennemsnitsalder på 23 år. Trods dominansen måtte hjemmeholdet og cheftræner Thomas Frank dog nøjes med 1-1 i premieren.
Se highlights fra kampen på: Brøndby.com/tv
Kilde: Bold.dk
0 kommentarer