For anden kamp i træk delte holdet ihvertfald tørre tæsk ud og for anden kamp i træk kom man foran med 2-0 inden for 13 minutter.
I dagens kamp var det på udebane mod Avedøre der sidder på den ene af oprykningspladserne til 2.division.
Efter blot 3 minutter var Nicolaj Fussing, der i dagens anledning spillede venstre back med stor succes, på pletten og et godt gennemspillet angreb blev stille og roligt afsluttet ude ved den ene målstolpe uden chance for 2 meterkeeperen fra Avedøre.
Det ville højrebacken Mark Kristensen tilsyneladende ikke stå tilbage for og han lavede en nærmest tro kopi af sidste weekends kamp da han modtog bolden i højresiden, tog et træk ind i banen og sparkede bolden hårdt ind langs jorden ved nærmeste stolpe.
Greve sad godt og grundigt på halvlegen og kunne med alverdens rimelighed have været foran med 4-0, og derfor var det en spand koldt vand i ansigtet at Avedøre kom tilbage i kampen og fik både reduceret samt udlignet til 2-2 inden pausen.
Men atter trådte unge Nicolaj Fussing i karakter og modtog efter en mindre Thomas Pedersengenialitet bolden fra samme, for herefter med en behersket yderside at spille Christian Larsson fri inde foran mål og så var Greve foran med 3-2 kort inde i 2.halvleg.
Det høje tempo, den konstante løbevilje og benhårde fight var midtvejs i halvlegen ved at sætte sine spor hos Greve, og Avedøre kom mere og mere i boldbesiddelse.
Anders M. Christensen (Foto), kom på banen selvom han p.t ikke er i højeste gear grundet skader, familieforøgelse m.m, og måske var det årsagen til han i kampens slutning valgte at spare på kræfterne og istedet trykkede af fra 25-30 meters afstand. Og hvilket drøn…helt oppe i målhjørnet og 4-2 til Greve.
På trods af tomålsføringen og 5-10 minutter tilbage, var intet dog afgjort og Avedøre´s lange keeper Tonny Brogaard havde et fremragende hovedstødsforsøg, der blev klaret ligeså fremragende af Grevekeeper Thobias Henriksen helt oppe under overlæggeren.
Umiddelbart efter var det stolpen, der reddede Greve fra en reducering så folk fik noget for pengene denne lørdag i Avedøre.
Greve holdt stand og en fuldt fortjent og endda for lille sejr kom i hus og da Fredensborg tabte 2-5 til Frem og FB spillede 2-2 mod NB Bornholm er afstanden op til den rigtige side af stregen nu på kun 2 points med 3 kampe tilbage.
Thomas Pedersen der på det sidste har spillet som forvandlet må så absolut være dagens Grevespiller for sin utrættelige fight og sit høje tekniske niveau, der er en nydelse at se på når han er i det spillehumør.
Unge Nicolaj Fussing bliver bare bedre og bedre og han går en stor fremtid i møde i Grevetrøjen hvis hans udvikling fortsætter i samme tempo som hidtil i dette forår.
Annonce:
0 kommentarer