En hel del frafald i senior-afdelingen hos AIK 65 Strøby har medført at klubben nu har trukket det ene seniorhold ved forårets sæsonstart og ydermere kom det nu eneste tilbageværende hold, i den tidligere så stolte klub, rigtigt skidt fra land i foråret hvor holdet startede med at tabe på hjemmebane 1-4 til Næstved FC 77 i serie 4.
Dog blev det til point i sæsonens andet opgør mod Benløse IF, hvor Strøby faktisk var i front med 2-0 et godt stykke inde i 2. halvleg. En fortjenelse som keeper Anders ‘Plankeværk’ Larsen, med god grund kan tage på sine skuldre, da han rev den ene mirakelredning efter den anden og efterlod gæsterne fra Benløse modløse uden tro på at de kunne passere Larsen i buret.
Strøbyholdet var dog mod kampens slutning godt møre og selv en velspillende Anders Larsen i målet, kunne ikke forhindre Benløse i at score to gange i slutfasen til resultatet 2-2.
Men her i den forgangne weekend leverede Strøby således lidt af en sand overraskelse, da AIK 65 Strøby nappede alle tre point på udebane hos et af topholdende i puljen Ringsted IF.
Stevnsboerne kunne drage hjem til Strøby med en flot udebanesejr på 3-5, så måske er foråret nu også på vej til Strøby.
0 kommentarer