FC Roskilde tabte søndag bundopgøret mod Næstved med 0-1 på udebane og røg under nedrykningsstregen. Det ærgrede i den grad stopperen Ole Budtz, der ikke mente, at man fortjente sejren i dag.
arkivfoto
FC Roskilde kæmper for at undgå nedrykning i landets næstbedste række, men med klubbens tredje nederlag på stribe røg Carsten Broes tropper i dag under stregen, da Næstved vandt 1-0 hjemme på mål af Andreas Lissau. FC Roskilde fortjente dog ikke meget mere i dag, ifølge den store stopper Ole Budtz.
“Det er selvfølgelig en tom følelse, men i dagens kamp synes jeg ikke, at vi gjorde os selv fortjente til at hente de tre point”, fortæller en ærlig Budtz til bold.dk.
“Det har været spændt her i de sidste par kampe, for der står jo noget på spil, så der kommer en vis nervøsitet, men med det sagt, så synes jeg også vi har haft vores andel i de andre kampe”, fortæller stopperen og uddyber:
“I hvert fald Hjørring-kampen, hvor vi sidder fuldstændig på det og smider det, og AB-kampen var også god, bortset fra anden halvleg, hvor vi så taber. I dag har vi også et skud på stolpen og vores chancer, så det er lidt stolpe ud for os”, lyder det fra Ole Budtz inden han retter fokus mod det vaskeægte bundbrag næste weekend hjemme mod Skive.
“Jeg håber selvfølgelig, at vi på søndag mod Skive får vendt skuden, for det er en kamp, der virkelig skal vindes”, slutter den høje forsvarsspiller.
FC Roskilde har et point op til netop Skive på den rigtige side af nedrykningsstregen.
Kilde: bold.dk
0 kommentarer