Emil Nielsen blev i sidste uge kåret til Årets Profil af kollegerne i 2. division Øst. FC Roskilde-profilen har især i efteråret været flyvende, hvilket 18 mål i de 15 spillerunder vidner om.
Målene har gjort 20-årige Nielsen til en særdeles eftertragtet spiller, men endnu er ingen bud dumpet ind af postkassen i Roskilde.
“Jeg har ikke fået noget bud på Emil. Det er rigtigt, at der har været nogle forespørgsler løbende, men ingen har henvendt sig efter vores sidste kamp i november måned”, siger formand Carsten Wickmann til bold.dk.
“Jeg synes jo, at Emil skal blive hos os. Han kan godt have brug for at udvikle sig yderligere, og det kan han gøre hos os.”
Ifølge bold.dks oplysninger er Silkeborg meget interesserede i Nielsen, men Roskilde håber på, at offensivspilleren i foråret vil være med til at spille klubben op i 1. division.
“Vi har jo en aftale med Emil frem til udgangen af næste sæson. Vi satser på at rykke op, og kan vi rykke op, kommer han til at spille i 1. division”, siger formanden.
Kåringen af Emil Nielsen som Årets Profil skaber glæde i domkirkebyen.
“Det er stort for os. Når man får sådan en vidner det jo om, at vi har haft et supergodt efterår, og det bliver så kronet ved at han bliver Årets Profil. Det giver os da et boost”, siger formanden.
“Han har fortjent det, og det er ham, der er profilen, men jeg synes at holdet har en stor andel i, at han er blevet en profil.”
Emil Nielsen har tidligere døjet en del med skader, men det har han nu lagt bag sig.
0 kommentarer