Azad Corlu er på kontrakt i Brøndby, men i sidste sæson var han lejet ud til AB, og i efteråret var han lejet ud til FC Roskilde. Midtbanespilleren ved endnu ikke, hvor han skal spille i foråret, men han regner ikke med, det bliver i Brøndby. En mulighed er FC Roskilde, der har tilbudt ham en kontrakt.
“Jeg er blevet nogenlunde enig med Brøndby om, at jeg skal finde en anden klub i foråret. Jeg har fået tilbudt en halvandenårig aftale i FC Roskilde. Jeg er i gang med at forhandle, så enten bliver det dem, eller også ved jeg det ikke. Jeg har også fået opkald fra Frem og Fremad Amager og nogle andre 2. divisionsklubber”, siger Corlu til bold.dk.
Den 21-årige spiller var meget tilfreds med opholdet i FC Roskilde, der overvintrer på ottendepladsen i 2. division Øst.
“Jeg har været super tilfreds. Det startede sindssygt godt, hvor vi vandt seks ud af otte kampe. Så fik vi en lille nedtur, og jeg blev også skadet i de sidste kampe. Men generelt har det været super godt, selvom placeringen er meget skuffende. Målsætningen var klart at spille med om at rykke op, og vi har også holdet til det, men vi må også erkende, at Hvidovre har været sindssygt gode. Men det er meget skuffende, vi ikke er med deroppe”.
Mens Corlu og Roskilde forhandler, holder han mulighederne for andre klubber åbne.
“Hvis der dukker noget op fra 1. division, vil jeg selvfølgelig lytte til det. Men jeg vil ikke til Jylland, med mindre det er en klub, der har noget at spille om. Så vil jeg hellere finde glæden 100 procent i en 2. divisionsklub”, siger Corlu.
Midtbanespilleren regner ikke med at starte op til træning i Brøndby i næste uge. Han har kontrakt i klubben frem til sommer.
Kilde bold.dk
0 kommentarer