Det var på papiret en af de helt svære udekampe Greve skulle i gang med lørdag på Fyn, hvor Tarup/Paarup tog imod i høj solskin og en udefra set pæn plæne.
Hjemmeholdet havde hidtil i foråret vundet alle deres kampe, bortset fra deres tur til Roskilde.
Det syntes dog ikke til at påvirke Greve, der fra start lagde pres på og efter blot 38 sekunder kunne Lucas Petersen (foto) sparke 0-1 i mål med et tørt hug langs jorden fra kanten af feltet.
Sådan en drømmestart har det til tider med, at lulle et hold i søvn, men Greve holdt koncentrationen og fem minutter før pausen kunne Sebastian Frank på en friløber øge til 0-2.
Efter pausen og kampen igennem havde Greve godt styr på begivenhederne, og rigtigt farlige blev Tarup aldrig, så på trods af en efterhånden sjælden afbrænder i helt fri position af Patrik Jensen, kunne de tre vigtige point sættes ind på kontoen.
Arkivfoto: Per-Hugo Clausen.
0 kommentarer