Efter et par svingende præstationer i diverse træningsopgør, var der lagt op til sæsonpremieren i serie 1 med en vis spændning for Haslev FC og Cheftræner Frank Thøgersen.
Haslev fik dog, noget nær, en drømmestart. Kampen var dårligt sat i gang før Kasper Christensen bringer Haslev i front på en flot frispilling af Mikkel Madsen. Dette er i kampens første minut.
Bare to minutter senere bør Niklas Hansen bringe gæsterne yderligere i front, da han er alene med Kalundborg-keeperen, men desværre (for Haslev) misbruger Niklas Hansen den oplagte mulighed.
Og at det var en indledning hvor Haslev pressede hjemmeholdet helt i bund, vidner endnu en 100% chance om efter blot 8 minutters spil: Her er det Frederik Nielsen, der afslutter for svagt på muligheden og derfor er stillingen fortsat blot 0-1 i Haslevs favør.
Udvisning af målmand
Efter en total Haslev dominans i kampens indledning, så lukker gæsterne selv hjemmeholdet ind i kampen efter 12 minutters spil.
En misforståelse i et uopmærksomt forsvar gør at en tilbagelægning til målmand Dan Petersen bliver for svag, og hjemmeholdet er tæt på at opsnappe bolden tæt under mål. Haslev-keeperen må satse hele butikken for at rede situationen, og komme i den forbindelse til at begå et straffespark, som koster ham rødt kort.
Med 10 mand i næsten 80 minutter, en markspiller på kassen og en efterfølgende scoring på staffesparket og dermed udligning, var det nu “op af bakke” i resten af opgøret for Haslev.
Alligevel er det Haslev, der producerer de største chancer i resten af første halvleg, men afslutningerne sidder altså endnu ikke helt i skabet hos Haslevs offensiv.
Kort før pause, er det så Haslevs tur til at få straffespark. Kalundborg-forsvarer har på lidt klodset vis nedlagt Niklas Hansen i det kriminelle felt, og Mikkel Madsen sender efterfølgende straffesparket i mål. Dermed kunne Haslev gå til pausen foran 1-2.
Gæsternes dominans fortsatte i 2. halvlegs start, hvor man allerede i det 48. minut kommer yderligere i front ved Niklas Hansen, der scorer fra en spids vinkel.
Efter 59 minutter syntes kampen afgjort og lukket: Kasper Christensen bringer Haslev yderligere i front til 1-4. Et flot mål, der nærmest bliver banket op i nettaget.
Haslev-maskinen løb tør for brændstof
Men Kalundborg, anført af spillende træner: Den tidligere udenlands-prof Anders Nielsen, er velkendt for ikke at give op, og samtidig var Haslev altså ved at være godt og grundigt mærket af den lange tid i undertal. Kræfterne var så småt ved at slippe op for gæsterne.
Derfor blev det hårde sidste 20 minutter at slippe igennem for Haslevholdet, og hjemmeholdet øjnede pludselig chancen for et comeback i kampen.
Indenfor de sidste 20 minutter blev der reduceret til både 2-4 og 3-4.
I begge tilfælde så Haslev-forsvaret temmelig slidt ud, og Cheftræner Frank Thøgersen mener da også at under “normale forhold” var disse scoringer ikke sluppet ind.
Men Haslev holder hele vejen hjem, og har endda kampens sidste store chance, der (ligesom så mange andre i denne kamp) misbruges. Denne gang er det Michael Gynther, der burde have cementeret sejren.
Men Haslev kunne ånde lettet op, da dommer Dan Pedersen (iøvrigt navnebror til Haslevs udviste målmand) fløjtede opgøret af med slutfacit 3-4 i Haslevs favør.
Tilfreds Cheftræner
Cheftræner Frank Thøgersen var selvfølgelig tilfreds med de 3 point til kontoen og udtaler følgende til Lokalbold.dk om kampen:
“Vi sidder totalt på kampen (minus de sidste minutter), der er kræfterne forståeligt ved at slippe op hos nogle af vores spillere.
Kalundborg lever på lange bolde op til deres angribere, selvom vi bliver reduceret til 10 mand er det stadig os der producere de fleste og største målchancer. Kalundborg er kun få gange farlige med de lange bolde”, udtaler Frank Thøgersen og fortsætter:
“Vi kombinere fint over det meste af banen, og til tider med stor tålmodighed i vores spil. Og de gange vi er meget direkte i vores spil – Ja, der kommer vi stor set hver gang til både farlige og store målchancer”.
“Det er selvfølgeligt hårdt at spille 10 mod 11 i små 80 minutter, men god indstilling og vilje hjælper os rigtigt meget i dag. Fuldt fortjent sejr, der nok burde lyde på flere mål. Positivt at vi producere så mange chancer, men de 3 point er nu engang det vigtigste”, afslutter Frank Thøgersen.
Forfølgerne viste skræmmende styrke
Haslev bevarer dermed forspringet i Serie 1, hvor stillingen i toppen er status que, da forfølgerne (og udfordrene) til Haslev FC også vandt deres opgør – Endda temmeligt overbevisende.
Sorø Freja, der ligger to’er, vandt med hele 6-0 i Karlslunde, mens KFUM Roskilde, der er blevet betydeligt forstærket med flere tidligere divisionsspillere hen over vinterpausen, udviste nærmest skræmmende styrke i deres premiere hvor holdet vandt med hele 8-0 over Fuglebjerg.
Haslev har dog fortsat 6 points forspring på førstepladsen af serie 1, men allerede mandag (2. Påskedag) møder Haslev FC et af de få hold, der formåede at tage point fra Haslev i efteråret. Hvalsø IF gæster Haslev Stadion, hvor hjemmeholdet meget gerne skulle have revance for det uafgjorte resultat i den omvendte kamp.
Anders Foght sætter opgøret i gang, når han allerede kl. 12:00 fløjter til start.
Iøvrigt en kamp WebTV-sektionerne på Lokalbold.dk og Lørdagsavisen.dk planlægger at dække, forudsat at vejret arter sig gunstigt herfor.
0 kommentarer