Den 21-årige angriber Mustafa Hassan har ført en omskiftelig tilværelse siden han i august 2010 forlod Brøndby. Siden da har han været i HB Køge, Kristianstads og senest Svebølle, og nu går turen så til Næstved, hvor han har prøvetrænet de seneste tre uger.
“Vi har lavet en aftale. Næstved har brug for en spiller med mine kvaliteter, og jeg vil meget gerne hjælpe klubben. Det er en rigtig god mulighed for mig”, siger Hassan til bold.dk
“Mit hovedmål er at sikre, at Næstved overlever i 1. division. Det bliver selvfølgelig svært, men jeg vil gøre mit til, at vi bliver i rækken. Vi skal ikke ned”.
I Næstved kommer Hassan til at spille i angrebet sammen med rutinerede Anders Clausen og Karsten Jensen, noget angriberen ser frem til.
“Det er to spillere, der har masser af erfaring. Jeg skal bare suge til mig af deres erfaringer, og jeg ser meget frem til at få lov til at spille sammen med dem”, siger Hassan.
21-årige Hassan er født i Irak, men har boet i Danmark fra hans var 13 år.
0 kommentarer