I et resultatmæssigt særdeles skidt efterår for HB Køge, hvor man for første gang i klubbens korte historie ligger i nedrykningsfare til 2. Division, var pokalturneringen et af de få lyspunkter som HB Køge satsede på skulle bringe succes til klubben.
Søndag eftermiddag (16. november) i 1/8-finalen, blev HB Køge ekspederet ud af årets turnering af FC Vestsjælland, der fortjent tog hjem fra Herfølge med en sejr på 3-0.
Blot fem minutter inde i opgøret fik vikingerne fra vestsjælland bragt sig til en tidlig førring.
Et hjørnespark blev sendt ind i feltet, hvor Michael Christensen nåede højest, og den rutinerede defensivspiller pandede FCV i front.
Få minutter senere erobrede Danni König bolden og trykkede af, men skuddet brækkede forbi trekantssammenføjningen.
Kort før den halve time slog Anders Due hjørne fra højre side. Der var godt med skru i, og kuglen sejlede ind ved bageste stang. Den langsomme gengivelse viste, at Jean-Claude Bozga snittede bolden ind med hånden, men det var der ingen, der bemærkede. 2-0 ved pausen.
Fra anden halvlegs start satsede HB Køge offensivt ved at sende to angribere i spil, Nikolaj Hansen og Justin Shaibu. Svanerne lagde et fornuftigt tryk, uden at der kom de helt store chancer ud af det.
Indtil 10 minutter før tid. Her modtog Nikolaj Hansen en fin aflevering i feltet. Han tog bolden ned med låret og halvflugtede, men forsøget gik over.
Lige efter fik Peter Nymann en friløber. Han trak frækt uden om HB Køge keeper Frederik Due og trillede bolden i mål.
Det var det. FC Vestsjælland tog en stensikker 3-0-sejr over HB Køge og er videre til kvartfinalerne i pokalturneringen.
0 kommentarer