Andreas kommer fra Næstveds ungdomsafdeling, som indtil i vinters, har varetaget hans udvikling på fornem vis.
Andreas træner til daglig primært med HB Køges U/17 Ligahold og holdets målmandstrænere, og han har indtil videre stået for kampe på Køge Boldklubs U/15-mandskab og på HB Køges U/16-hold.
Den unge keeper har med sine præstationer i kampene og i træningen, allerede imponeret både trænere og ledelse.
“Vi vurderer, at Andreas er et meget stort målmandstalent. Det er vigtigt for os, at vores målmænd kan deltage aktivt bag bagkæden, både når vi forsvarer, og når vi har bolden.Andreas kan det hele. Han er rigtig god med fødderne, og han er dygtig til at læse spillet og gribe ind. Han er også meget kommunikerende og fokuseret, hvilket er egenskaber vi sætter stor pris på hos Andreas”, udtaler HB Køges talentchef og A+ træner Carit Falch til klubbens egen hjemmeside i forbindelse med kontraktens underskrivelse.
“Selvom Andreas er årgang 99, så har vi allerede nu taget ham ind som en del af vores årgang 98-kuld, og vi forventer ikke, at det varer længe før han får sin debut i U/17 Ligaen”, siger Carit Falch.
Andreas har i det hele taget fået en rigtig godt start i HB Køge.
“Han er allerede faldet fantastisk ind i vores miljø med sin dedikerede, men samtidig rolige og positive væremåde.”
Andreas er utrolig vellidt af alle og der er ingen tvivl om, at han har de lederegenskaber og den vinderattitude, som kan gøre ham til en kulturbærer i HB Køge.
“Det er spillere som Andreas, vi gerne ser i HB Køge-trøjen fremover, og vi tror meget på, at Andreas går hele vejen i vores system.”
Selv er Andreas Piilgård glad for at være kommet til HB Køge, og han glæder sig til fremtiden i den blå-sorte trøje, og han håber derudover at kunne fortsætte indenfor DBU, hvor han stadig er en del af fodboldunionens Talentcenter.
“Jeg synes, at HB Køge har gang i et rigtig godt projekt, som jeg er stolt af at være en del af. Man kan mærke, at det er en klub som er på vej frem og jeg glæder mig meget til de kommende år”, siger Andreas Piilgård og fortsætter:
“Jeg ser frem til at spille Ligafodbold, og jeg tror på at jeg kan udvikle mig rigtig godt, og forblive omkring DBU, hvilket også er en stor drøm for mig. Jeg føler allerede, at jeg på den korte tid jeg har været i HB Køge, har rykket mig både som målmand og mentalt.”
0 kommentarer