Angriberen Lars Brøgger Hansen skiftede i sommer Rishøj og 2. division ud med HB Køge og Betsafe Ligaen, men halvvejs gennem sin étårige kontrakt har parterne ophævet samarbejdet efter spillerens ønske.
“Jeg er ked af, at skulle forlade klubben før tid, men mit studie ændrede fremmøde-regler i november, hvilket gjorde, at jeg skulle vælge mellem at fortsætte i HBK, eller udskyde min uddannelse. Der var desværre ikke mulighed for både fuldtidsfodbold og studie samtidig. Jeg har været rigtig glad for min tid i klubben, og jeg er ikke i tvivl om, at stimen fra de sidste ti kampe fortsætter i foråret, da truppen har større potentiale end tabellen viser”, siger Lars Brøgger til HB Køges hjemmeside.
Sportsdirektør Per Rud ærgrer sig over afskeden.
“Lars har haft svært ved at finde tid til studierne, og det koblet sammen med at han har savnet spilletid, har gjort, at vi har indgået en aftale om ophævelse af kontrakten. Vi er naturligvis kede af at skulle sige farvel til Lars, der har været en god repræsentant for HB Køge”.
Lars Brøgger Hansen scorede to gange i Betsafe Ligaen i efteråret.
Kilde: bold.dk
0 kommentarer