Det var bestemt et opsat Køge-mandskab, der i det gode vejr på Køge Stadions atletikbane viste at både troen og viljen var tilbage på holdet.
Godt og vel midtvejs i første halvleg gav det udbytte første gang for hjemmeholdet, der med et mål efter fodboldbogens ABC (på flotteste vis) blev afsluttet af Emil Andersen til 1-0.
Trods det faktum at Svogerslev kort efter fik reduceret, så gik Køge (modsat tidligere opgør i denne sæson) ikke ned med humøret, men fortsatte deres spil på højt niveau.
Og igen gav det udbytte for Køge. Kort før pausen, er det atter et godt opspil, der sikre at Jonas Madsen kommer alene med Svogerslevs keeper, og her svigtede Jonas Madsen ikke. 2-1 til Køge inden pausen.
Selvsamme Jonas Madsen fik også bragt hjemmeholdet på 3-1 i begyndelsen af 2. halvleg, men igen svarer Svogerslev tilbage med en scoring sat ind direkte på et flot frisparksskud.
Sene udskiftninger
Man skulle helt hen i kampens sidste 15 minutter før Cheftræner Morten Eskesen gjorde brug af sine tre udskiftninger, men de skulle til gengæld vise sig at være effektive.
Først var det Rasmus Greiersen (nummer 13, billedet) der ikke skulle bruge meget tid på banen før han fik headet et perfekt indlæg fra Martin Due i kassen til 4-2.
Få minutter senere var det så en anden indskifter: Morten Ytte Olsen, der satte et sidste punktum på opgøret med hans scoring til 5-2.
På Køge Boldklubs hjemmeside betegner ass-træner Hans Kildegaard Larsen, kampen som værende den bedste, rent spillemæssigt, for Køge Boldklub i år.
Køge Boldklub skal forsøge at fastholde det genfundne niveau når holdet på søndag gæster Brøndby.
0 kommentarer