Køge Boldklubs seniorafdeling går forårssæsonen i møde med fortrøstning. Siden 19. januar har spillerne under ledelse af cheftræner Morten Eskesen været i gang med at trimme sig til sæsonens genstart.
Der er blevet svedt på spinningscyklerne i fitnesscentret, hvor der også er dyrket crossfit. Enkelte bokselektioner fik også plads i programmet.
Weekends har været brugt til træningskampe, og for serie 2´s vedkommende er det åbenlyst, at de unge mennesker, som udgør broderparten af truppen, har udviklet sig betydeligt, siden sæsonstart sommeren 2011. Fire point på udebane mod serie 1 holdene Haslev og BK 73 Slagelse er vidnesbyrd herom.
Styrkemæssigt er truppen nogenlunde status quo. Målmand Jakob Thomsen er gået til B93 i 1. division, men klubben har to yngre kompetente keepere i truppen, der kan slås om at fylde hullet efter Jakob.
Mens et par etablerede spillere endnu ikke har turdet begive sig ud i vejret, før det er 15 plusgrader, oplyser trænerstablen bag serie 2 holdet, at man har fået dieselmotoren Mads Olsen retur ved fuld styrke. Hans efterår begrænsede sig til sølle 45 minutters spil pga. en knæskade, som han nu syntes kvit.
Billed fra træningskampen 25/2 mod Haslev FC (foto: PICpower.dk)
Jagter forårs-succes
Kalenderen er i foråret proppet med bold, og i Køge BK jagter man såvel titler som avancementer.
Serie 2 holdet overvintrede på oprykningsgivende andenplads, seks point foran nr. tre. Samtidig er holdet i Seriepokalens 1/8-finale. Kan man komme forbi den hurdle, venter Hashøjs hold fra serie 4 i kvartfinalen.
Carsten Andersen og hans nytilkomne assistent Jesper Dyrekærs hold i serie 3 ligger treer, og det realistiske mål er også her klart – oprykning. Klubbens tredjehold rykkede sidste år fra serie 5 til 4, og her er målet som minimum at konsolidere sig.
Med tanke på det store kontinent af ynglinge, der til sommer bliver seniorer, arbejdes der også tæt sammen med Thomas Daugaard og Kim Christiansen fra netop ynglingeafdelingen. Det vil ikke mindst manifestere sig i U21-turneringen, hvor efterårets puljegevinst giver mulighed for at prøve kræfter med traditionsklubber som Kastrup og Hvidovre. Traditionen tro vil man i Køge Boldklub give nogle ynglinge chancen i de fem kampe, der skal afvikles hovedsageligt på mandage i april og maj.
Forårspremierne i Køge BK senior-afdeling:
Serie 2, lørdag d. 7. april kl. 13:30, hjemme mod TG 80
Serie 3, lørdag d. 7. april kl. 15:30, hjemme mod Ishøj
Serie 4, 2. Påskedag, mandag d. 9. april kl. 11:00, ude mod AIK 65
Seriepokalen, søndag d. 1.april kl. 13:00, ude mod Karlslunde
U21, tirsdag d. 3. april kl. 17:30, ude mod Gladsaxe-Hero
Kilde: Køge Boldklubs hjemmeside
0 kommentarer