HB Køge har konsolideret sig i landets næstbedste række, og netop på baggrund af at det ikke lykkedes at komme retur til Superligaen (hvor indtægterne er væsenligt større) må klubben nu indstille økonomien efter endnu en sæson i 1. Division.
Derfor kan HB Køge heller ikke længere tilbyde bl.a. målmand Morten H. Jensen, der for nyligt (som den første i HB Køge) rundede 100 kampe på førsteholdet, en fuldtidskontrakt.
Morten H. Jensen ærger sig over at måtte takke nej til det forringet tilbud fra HB Køge, og udtaler i den forbindelse:
“Jeg er rigtig ked af at vi ikke kunne blive enige om en ny kontrakt. Klubben har ellers gang i noget rigtig spændende med stor opbakning og forhåbentlig et nyt stadion i fremtiden, men med et stærkt reduceret tilbud om ny kontrakt, har jeg valgt at takke nej tak, og derfor skilles vores veje her. Jeg ønsker selvfølgelig alt det bedste for klubben, samt alle de fantastiske personer der har sin daglige gang i klubben”, siger Morten H. Jensen til klubbens hjemmeside.
Også Sportsdirektør Per Rud er ked af at det ikke er lykkedes at nå til enighed om en ny kontrakt med klubbens førstekeeper:
“Vi har givet Morten en forslag til en ny kontrakt, og den har Morten efter moden overvejelse takket nej tak til. Vi er afklaret om, at vi som klub er nødtvunget til at reagere konservativt i forhold til økonomien, og har derfor ikke været i stand til at tilbyde Morten en kontraktforlængelse som fuldtidsspiller. Det betyder dog ikke, at vi er glade for situationen, for vi vil helt sikkert komme til at savne ham. En super stærk personlighed, der altid har gået forrest her i klubben og som naturligvis vil blive savnet”, fortæller Rud.
0 kommentarer