4 timers direkte live-radio med masser af stillinger, resultater og raportager fra de lokale stadions. Alt fra seriekampe til superliga følges i ‘Sport & Musik’ som sendes på 2town Radio og varetages af Lokalbold.dk
“I mere end et halvt år har vi arbejdet på dette nye tiltag, som vi forventer os rigtigt meget af. Det var faktisk planen at vi skulle være gået on-air med projektet samtidig med fodboldens sæsonstart i begyndelsen af april, men vi måtte sande at vi ganske enkelt ikke var helt klart på det tidspunkt. Med en måneds forsinkelse er vi dog klar nu og 3. maj sender vi for første gang”, fortæller Alex Hansen, der er initiativtager og stifter af både Lokalbold og 2town Radio.
Lokalbold.dk, der har 10 års fødselsdag til november, har hidtil dækket det lokale fodboldstof (primært på serie-niveau) i det midt- og øst-sjællandske. Sidste år blev Københavns-området tilføjet med deres egen udgave af Lokalbold på web-adressen: hovedstaden.lokalbold.dk
Den Københavnske udgave administreres og vedligeholdes i det daglige af de to unge Københavnere: Mads Andersen og Emil Johannessen.
Det nye tiltag med direkte live-radio dækker begge lokal-områder oplyser Lokalbold.dk
“Vi glæder os helt vildt, og håber at klubberne vil tage godt imod dette nye tiltag, da udsendelserne først bliver optimale når/hvis vi får masser af feed-back fra de kampe, der spilles mens vi sender. Vi har oprettet mange forskellige mulige måder at sende os updates på under udsendelserne: F.eks. SMS, telefonsvarer, FaceBook, Voice-besked via hjemmeside med mere. Der er også mulighed for at komme direkte igennem til studiet under udsendelsen for udvalgte personer”, oplyser Alex Hansen fra Lokalbold.dk
Det er let at lytte med
2town Radio er en netradio, men i forhold til for et par år siden (hvor man skulle sidde foran en computer for at lytte til netradio) så er det blevet utroligt let og tilgængeligt at lytte til netradio i dagens danmark.
Man kan selvfølgelig stadig lytte med via en computer, men også via mobil-telefoner, IPads, Tablets mv er det muligt at lytte med.
“Jeg selv bruger app’en TuneIN på min android mobil-telefon og så søger jeg efter 2town Radio på TuneIN, forbinder herefter min mobil til min bilradio, så jeg har lyden ud over bilens højttalere når jeg kører. Der er (stort set) dækning over det meste af danmark og lydkvaliteten er helt i top – Og så undgår jeg den støj der ofte er på FM-båndet”, fortæller Alex Hansen, der dog indrømmer at han gerne ville have haft en FM sende-tilladelse også men det er ikke sådan ligetil afslører han.
På Lokalbold.dk og på 2town Radio håber man at folk vil tage det nye tiltag til sig, selvom man godt er klar over at det bliver en proces at opbygge en tilfredsstillende lytterskare hver lørdag.
I løbet af fredag d. 2. maj vil man på både Lokalbold.dk og 2town-radio.com kunne læse mere om de forskellige muligheder for at kontakte studiet under udsendelsen.
ALLE er som udgangspunkt velkomne med stillinger, resultater, updates, kommentarer og oplysninger i øvrigt. Og det er IKKE kun fodbold (selvom det nok bliver det primære). Andre sportsgrene er naturligvis også velkomne i udsendelsen der bærer navnet: ‘Sport & Musik’.
Lyt med lørdage fra 14:00 til 18:00 når Lokalbold.dk bringer lokalsporten direkte ud til dig …
Yderligere info i løbet af fredag d. 2 maj på: 2town-radio.com & Lokalbold.dk
0 kommentarer