“Oliver er en rigtig god afslutter med et fantastisk venstreben. Vi har set god udvikling i hans spil i den periode han har trænet med førsteholdet, og han gjorde det rigtig godt, da han tidligere på året var med på træningslejren i Tyskland”, siger HB Køges cheftræner Per Frandsen i forbindelse med kåringen.
Per Frandsen bakkes op af Lars Feist, der som U/19-træner har Oliver Jørgensen under sine vinger i den daglige træning.
“Oliver er en dedikeret ung spiller, hvis udvikling har været støt stigende i de snart fire sæsoner han har været i HB Køge. Særligt det seneste år har han udviklet sig – specielt mentalt, hvor han er begyndt at forstå hvad der skal til for at nå sine mål”, roser Lars Feist og fortsætter:
“Oliver arbejder stenhårdt og målrettet for forbedre sig, er meget lyttende og er yderst seriøs udenfor banen. Kåringen som Årets Talent er derfor meget naturlig, men også et klap på skulderen til Oliver for det hårde arbejde han har lagt for dagen.”
Også talentchef Carit Falch giver Oliver Jørgensen en bunke rosende ord med på vejen.
“Oliver Jørgensen er en spændende, moderne angriber, som både ka spille med ryg og front mod målet. Han kan både deltage i opspillet og bringe spillet frem – og han kan selv afslutte det. Jeg vil faktisk sige, at Oliver er en afslutter på højeste danske niveau. Han kan sparke fra alle vinkler og han sparker hårdt og præcist. Ydermere har vi med en dedikeret ung mand at gøre.”
“Oliver er en af de spillere i vores miljø, som arbejder hårdest med detaljerne i sit spil og han er god til at overføre det til kamp. Han er en fornøjelse at arbejde med på træningsbanen, og jeg tror Oliver går en meget spændende fremtid i møde.”
Oliver Jørgensen fik allerede i efteråret 2012 sin debut på HB Køges bedste mandskab.
0 kommentarer