Rishøj er allerede i mål de 20 efterårspoint, man satsede på før sæsonen, og der er grund til at være stolt, mener manager Jesper “Købamand” Pedersen, der også erkender at held har været en faktor i nogle kampe.
Efter en lidt skidt start på sæsonen er Rishøj for alvor kommet i gang i 2. division øst, hvor man er oppe på syv kampe uden nederlag – 17 af 21 mulige point – og nul mål i mod i de seneste seks kampe.
Dermed er de 20 point, man sigtede på i efteråret, allerede nu i hus, og man har måttet opjustere en smule inden efterårets sidste fire kampe mod Herlev, B1908, FC Helsingør og Birkerød.
“Vi kan tabe dem alle, men vi kan også vinde dem alle. Udover de allerbedste hold i rækken så er forskellene mellem holdene forsvindende lille, og det bliver afgjort på dagen og med de små marginaler. Men vi er blevet enige om, at målet er seks-syv point for de sidste fire kampe”, siger Rishøj-manager Jesper ‘Købmand’ Pedersen til bold.dk og fortsætter:
“Vi er selvfølgelig stolte over vores efterår, men vi er også ydmyge, og vi erkender, at vi – modsat tidligere – har haft heldet på vores side. Mod Svebølle kunne vi lige så godt være kommet bagud 1-0, og så var det blevet en anden kamp. Og mod Frem så vi en reaktion efter den flotte indsats mod FC Midtjylland i pokalen, men fik alligevel hevet sejren hjem – både på god fight og med heldet i nogle situationer. “
Rishøj-træner Jimmy Brinksby kaldte det før sæsonen ‘urealistisk’ at gentage sidste sæsons fjerdeplads, men lige nu ligger man faktisk nummer seks – á point med FC Roskilde på fjerdepladsen.
“Den står lidt for Jimmys egen regning, for der er en forskel på om noget er urealistisk eller meget svært. Som jeg ser det, er det ikke urealistisk, men det bliver da sindssygt svært. Hvidovre, Næstved og FC Roskilde skiller sig efter min mening ud, og det efterlader ikke meget plads, hvis man vil i top fire, for for eksempel et hold som FC Helsingør ser også meget stærke ud” siger Pedersen.
Rishøjs ‘tryghedsmål’ er fortsat at redde sig fri af nedrykningsfeltet.
Kilde: bold.dk
0 kommentarer