Det var ellers gæsterne, som begyndte bedst. Gennem hele 1. halvleg formåede Middelfart at lægge et godt pres på Rishøj, som slet ikke fik gang i kombinationerne og heller ikke kom frem til muligheder – overhovedet! De største chancer var signeret Middelfart og i et par tilfælde var det kun gode redninger fra Rishøj-keeper Steffen Fasting, som gjorde, at hjemmeholdet holdt nullet.
2. halvleg var til gengæld en helt anden historie. Rishøj startede som lyn og torden og kom frem til to store chancer inden for de første tre minutter.
Det var dog først i 65. minut, at der kom mål på tavlen. Jacob Jensen tog et godt raid på højrekanten, sendte bolden fladt ind i feltet, hvor flere Rishøj-spillere var gået med frem og næsten nåede frem til en afslutning. Det var dog Malte Meier Carlsen, som kom først på bolden, da han ved bagerste stolpe sikkert sendte bolden i mål.
12 minutter senere socrede Martin Vixø Kristensen, da han blev stukket fri på et hurtigt taget frispark og kanonerede bolden i kassen til højre for Middelfarts målmand.
Anfører Dennis Schmidt lukkede og slukkede i 88. minut, hvor han sikkert omsatte et straffespark til 3-0. En chance, han fik, da en middelfart-spiller tog hånden til hjælp, da han skulle agere mur på et direkte frispark fra hjemmeholdets Morten Avnskjold.
Med sejren ligger Rishøj rigtig godt til i toppen af 2. division vest, hvor der er lagt an til topopgør på søndag, hvor turen går til Ringkøbing.
Kilde: sn.dk
0 kommentarer