På forhånd en vanskelig opgave for Rishøj, men holdet gjorde det fremragende og kunne tage hjem og holde weekend med god samvittighed.
Rishøj undgik nemlig nogen som helst form for stik fra “hvepsene” – og kampen sluttede 0-0.
“Det gik rigtigt godt. Vi mødte et Brønshøj hold i absolut stærkeste opstilling, mens vi manglede et par spillere, der normalt ville være inde omkring holdet – eller ihvertfald kunne gøre krav på en plads i startopstillingen. Vi skulle lige i starten af kampen vænne os til at Brønshøj kom med et meget aggressivt presspil, men efterhånden fik vi styr på det og fik spillet os godt ud af det. Og ja, efter første halvleg havde vi faktisk været det bedste hold”, siger en meget tilfreds træner, Jimmy Brinksby til Lørdagsavisen.dk
Rishøj fortsatte de gode takter efter pausen, omend man de sidste 20-25 minutter begyndte at kunne se forskellen på et hold, der træner fem gange om ugen mod et hold, der samles til træning to til tre gange ugentligt.
“Til sidst pressede de da også godt på, og fem minutter før tid havde de en rigtig stor chance, men Steffen Fasting leverede en fantastisk redning”, fortæller Jimmy Brinksby, der ellers kunne se tilbage på en ganske chancefattig kamp, afviklet i et højere tempo end Rishøj normalt er vant til.
“Vi fik en rigtig god kamp ud af det, hvor vi spillede godt på den første 2/3 af banen, mens det kneb mere den sidste tredjedel. Kampen gav også svar på hvad vi skal fokusere på og arbejde videre med”, siger Jimmy Brinksby, der især glæder sig over, at Rishøj-holdet står godt på banen og er blevet meget svære at score imod.
“Vi har altså kun lukket ét mål ind (mod BK Skjold) i de fire første træningskampe”, pointerer Rishøj-træneren.
Rishøjs næste kamp er lørdag den 18. februar kl. 11.00 mod Næstveds 1. Divisionshold på Køge Stadions kunstgræsbane.
0 kommentarer