Næstved har måttet sige farvel til den defensive midtbanespiller Jesper Dahl, der ikke kunne få fodbold og karriere i 1.divisionsklubben til at gå op i en højere enhed, men det kan han måske i Køge-klubben Rishøj.
“Da muligheden bød sig, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle sige ja, selvom vi har truppen på plads. Han kommer med en masse erfaring fra 1. division, så vi er meget tilfredse”, fortæller Rishøjs manager Jesper Pedersen til bold.dk
“Vi er da kede af det på Næstveds vegne, at arbejdsgiveren ikke stod mål med hans behov. Hos os ligger hans arbejdsplads kun to kilometer væk, og han har almindelige banktider, så da vi først træner kl. 18, passer det bedre for ham”, tilføjer Pedersen.
Rishøj har kun mistet Søren Gram, der tager til Jægersborg, men Jesper Pedersen er ked af at miste denne ‘lovende, unge spiller’.
“Nogle af vores helt unge træner med som udviklingsspillere, for vi håber at kunne vokse som klub og få spillet andentholdet op gennem rækkerne, så vi får et sundere koncept hele vejen rundt, for det er ikke nok kun med et godt førstehold”, siger manageren.
Rishøj har fået tilgang af to spillere: Ud over Jesper Dahl er Lars Brygger Hansen kommet fra FB i danmarksserien, mens klubben satser på at kunne tilknytte Andreas Albæk, der træner med i Rishøj, men endnu ikke har givet endeligt tilsang.
0 kommentarer