Vinterpausen er skiftetid, men i Rishøj kommer der ikke til at ske det store. Søren Bødker har fundet tiden, så han starter op i klubben igen.
Til gengæld takker Martin Vixø af, fordi han har fået et nyt arbejde, fortæller førsteholdstræner Thomas Skov.
“Han stopper, fordi han har fået et arbejde, hvor han ikke kan få det til at passe. Det er vi ærgerlige over, for vi har været rigtig glade for ham, og han har gjort det rigtig fint. Men vi håber, at han er tilbage om et halvt år. Og hvis det kommer til at passe bedre med hans arbejdstider, så tror jeg også, at han er tilbage før. For han havde faktisk sagt, at han ville fortsætte, men så fik han det nye arbejde”, siger Thomas Skov til bold.dk.
Selvom man i Rishøj har visse forventninger til unge offensivspillere som Simon Bachmann og Lasse Højer, vil man gerne hente en angriber ind med lidt mere hår på brystet.
“Vi kunne godt tænke os at tilknytte en angriber, det er ikke nogen hemmelighed. Så hvis den rigtige viser sig, så vil vi gerne tilknytte ham. Men det skal være en med kvalitet. For vi synes, at dem vi har i truppen, de er dygtige.”
“Kan vi få en angriber, synes jeg, at vores trup er komplet. Vi er rigtig godt dækket ind på stort set alle positioner”, siger Thomas Skov.
Udover Vixø fortsætter alle mand i Rishøj. Klubben overvintrer på andenpladsen i 2. division Vest efter kun at have tabt to divisionskampe i hele 2013.
0 kommentarer