Slagelse-klubben B73 fra serie 2 leverede en artig overraskelse, da Ringsted fra danmarksserien tirsdag aften blev sendt hjem med et nederlag på 0-2 i første runde af DBU Pokalen.
B73 var særdeles tæt på at sikre sig oprykning til serie 1 i den forgangne sæson. Det spændte et enkelt hold ben for, og derfor var sejren ekstra sød. For som Rasmus Ølegaard husker:
“Vi missede oprykningen i indbyrdes kampe mod Ringsteds andethold, og derfor var det da dejligt at få revanche mod klubbens førstehold”, udtaler Rasmus Ølegaard ifølge sn.dk
Simon Grube, der også har spillet i Ringsted, scorede begge kampens mål mod sin gamle klub.