HB Køge valgte at afskedige Tommy Møller Nielsen som cheftræner i klubben efter syv kampe i 1. division uden en sejr. Og det er den 51-årige træner ked af.
“Jeg er meget ked af, det er sket, for jeg var glad for at være der og kommer der hver dag. Jeg havde det godt med folk i klubben og spillerne, så det er en knuser. Det er en, der gør ondt”, siger Tommy Møller Nielsen ifølge bold.dk
“Hvis ikke resultaterne er der, så ryger trænere, det er jeg godt klar over. Jeg vil ikke sige, det er forståeligt, men jeg kender reaktionen og proceduren. Det sker over alt, og det er en risikofaktor i dette job. Det hører med, og hvis man ikke kan tackle det, skal man holde sig væk”, siger han.
“Jeg er kommet der i mange år, og det er blevet en del af mit liv, så selvfølgelig følger jeg da med i, hvad der skal ske derovre, men jeg går ikke og lurer efter, hvem der tager over. Jeg ønsker dem kun det bedste”, siger Tømmy Møller Nielsen.
“Jeg skal i gang med at træne igen så hurtigt som muligt. Jeg har en aftale derover selvfølgelig, men jeg skal i gang med fodbolden igen, for det er det, jeg lever af, det er mit job, og det er det, jeg kan. Mit erhverv”, afslutter Tommy Møller Nielsen.
Kilde: Bold.dk
0 kommentarer